Krabiprovinsen er det mest attraktive turiststed i det sydlige Thailand. Omgivet af det smukke Andamanske Hav på den vestlige side og bestående af godt 130 mindre og større øer, er provinsen opdelt i 8 distrikter. Gå ikke glip af de mangfoldige huler, vandfald og koralrev i Krabi. Turister kan komme til Krabi fra Phuket og Bangkok med bus, bil, tog og fly. Provinsen består mest af bjerge og sletter med grønne marker indimellem. Krabis kendetegn er Khao Khanap Nam, to bjerge, der er over 100 meter høje. De omkringliggende bjerge byder på regnskove og kanaler. Den frugtbare jord giver plads til at dyrke bl.a. kaffe og gummitræer. Palmer og kokospalmer vokser også i sandet og byder på maleriske billeder sammen med flotte klippevægge, der er fristende for klatrere. Strandene ved Hat Rai Le og Noppharat Thara indbyder til strandliv og er de bedste strande i Krabi. Mu Ko Hong kalkstenssøen er perfekt til vandsport og naturoplevelser. Her kan man snorkle og dykke og se de smukke, farverige koralrev. Her er også flotte vandrestier. Håber man på arkæologiske fund er hulerne ved Tham Chao Le måske det rigtige. Turister kan se rigeligt med stalaktitter og stalagmitter og forundres over de præhistoriske hulemalerier. Susan Hoi eller Fossilstranden byder på enestående fossiler, her er 40 milioner år gammel historie. Og Tham Phet, “diamanthulen”, navngivet pga. de enorme, glimtende sten, der reflekteres som diamanter, er et utroligt syn. Than Bok Khorani Nationalparken er for naturelskere og for dem, der er interesseret i dyreliv. Her findes vilde træer og en smaragdgrøn sø, som man bare MÅ bade i. Khao Phanom Bencha Nationalpark er rig på flora, fauna og naturligvis vandfald. Nævnes må et vandfald fra det højeste punkt i Krabi, der ender i 11 store bassiner og et enestående vandfald gennem et træ. Eventyrlystne turister kan melde sig til en tredages klatretur i Khao Phanom Bencha og virkelig nyde dette stykke natur. Rejsende med børn vil dog holde mere af Khao Pra-Bang Wildlifeparken. Samtidig med ferie kan børn her lære noget nyt. For historieinteresserede er Wat Khong Thom Museet en lækkerbisken. Et besøg på Ko Lanta Yai er også spændende. Her bor traditionelle ”havsigøjnere” og de efterlever den dag idag gamle traditioner. Uanset hvorfor du kommer til Krabi, er det bedste sted at være Ao Nang, en 5-stjernet turistdestination med 4 til 5-stjernede hotelanlæg med sportsbutikker, 15 dykkesteder og mulighed for padleture.